| Sidste og 4. runde af vinterturneringen | |
Scenen var sat. FIF var ramt af rigtig mange afbud i dag, og vejret var tilsvarende dårligt.
Billede: Martin er oppe i fin stil igen, lige efter et større styrt..
Der skulle løbes i et lille stykke skov langs Strandvejen i Snekkersten, normalt ville der have været udsigt over Øresund, men ikke i dag. Ruten var ok, der skulle kun løbes på stier, og ruten var formet nærmest som et 8-tal. Stierne var meget våde og mudrede.
Daniel, som har løbet fremragende i de 3 første runder, har lige været i gennem en sygdomsperiode. Daniel startede i vanlig friske stil, men måtte overgive sig på sidste sløjfe, og røg et godt stykke tilbage placeringsmæssigt. Den slags ting sker, Daniel: Du er stadig en stjerne, og de flotte placeringer i de 3. første runder har du stadig ! Benjamin var med for 2. gang, og havde et godt løb. Han blev lidt træt til sidst, det er hårdt at løbe crossløb. Jeg håber du kommer igen til næste vinterturnering. Pernille var til start på trods af tilbagevendende knæ problemer. Pernille og Caroline løb i mål næsten samtidig cirka midt i feltet. Janus og Mads var også med igen, og er ved at være 2 rutinerede vinterturneringsløbere med 2 hele sæsonner på bagen. Laura løb sig flot ind på en 5.plads. Laura starter næsten altid i et roligt og fornuftigt tempo, og sætter tempoet op hele vejen igennem løbet, således også i dag, hvor hun sluttede med en flot og overbevisende spurt. På forhånd var der lidt spænding omkring de "store" drenges holdplacering (14-15-årige). Inden løbet i dag var de nummer 3, og tænk om denne placering kunne holdes! Ved lidt læsning af de tidligere resultatlister, så kunne man nok have sin tvivl om vi kunne holde Viking Rønne bag ved os i dagens løb. Men forsøget skulle da bestemt gøres. Lukas, Martin og Anders løb i mål i nævnte rækkefølge og kæmpede hvad de kunne, men desværre ikke nok til at holde 3. pladsen. Især Lukas og Martin så stærke ud i dag. Længere nede i feltet fik vi også Karl-Emil i mål. I dag kom 11 FIF-løbere i mål, og det føltes måske lidt pauvert, men hvis vi tænker tilbage til vinterturneringen sidste år, så er der ingen grund til pessimisme. På en god dag sidste år var vi 10 til start, men jeg er faktisk i tvivl om vi opnåede at være 10 til start på samme dag sidste år. I år har vi været henholdesvis 16, 18, 20 og 11 til start. Det er en god og solid fremgang, som trænerteamet er meget glade for. Vi kan endda også prale med at have en god forældre-flok, og det skal man bestemt ikke kimses af. Vi går allerede og glæder os til næste år og tænker i holdsammensætninger.
Berit. |
|