Af Henrik Egede, nyt klubmedlem i FIF Frederiksberg
”Kom så Henrik! 47 sekunder på de sidste 200 meter. Det kan du godt nå”
Hov, det er jeg ikke vant til at høre, når jeg løber.
Hepperne på Hvidovre Stadion denne solrige augustsøndag er ikke de sædvanlige familie & venner, der tidligere har heppet til motionsløbene.
Næ, de opmuntrende råd kommer fra Ida og Ronnie fra min nye klub FIF Frederiksberg (www.fifatletik.dk). De soler sig på langsiden, selv færdige med dagens øvelser i 800 meter, 100 meter og 200 meter. Ida er endda blevet fir-dobbelt dansk mester. Nu vil de lige hjælpe det nye ældre klubmedlem til en personlig bedste tid.
Hen til de hårde hunde
Ti solide år som motionsløber blev sommeren 2009 suppleret med et medlemskab af en atletikklub.
Endelig. Jeg har været længe undervejs. Har ligget godt placeret i motionsløbene. Har de sidste par år løbet mest blandt klubtrøjer – og klubløbere oppe i den tynde ende af løbene. Beslutningen var naturlig.
Men det er alligevel, tænkte jeg, nogle hårde hunde i atletikklubben. Var jeg, 50, ikke for gammel til at lege med? Og det virker meget formelt: hundrededele af sekunder, dopingregler, points … Så det var efter moden overvejelse, jeg klikkede forbi FIF Atletik og meldte mig ind.
Beslutningen har været god. Jeg har nu regelmæssig klubtræning om mandagen – og kan også tage torsdagen, når det passer med kalender.
Klubtræningen minder i særdeles høj grad om den træning, jeg i forvejen og fortsat kører med individuelt. Mest roligt løb. Men også rigtig god intervaltræning.
Motiverende, at der nu er andre til stede end en selv og løbeuret – samt et egern, en solsort eller en anden motionist i ny og næ.
I FIF (og de andre løbeklubber) løber vi i gruppe. Man giver den uvilkårligt mere gaz. Attitude og præsentation bliver kommenteret på en venlig, klubagtig måde. Når vi løber roligt, udveksles erfaringer om andre løb. I Kalundborg er der et, hvor ruten passerer et billardbord! Når vi løber interval, siger vi ingenting.
Kontingent – ja. Meget billigere end selv det billigste fitnesscenter. Og lige så godt. Vi laver også armbøjninger og styrketræning.
Syv toptynde mænd
De danske mesterskaber for Veteraner 2009 (www.dansk-atletik.dk) blev mit første løb på bane nogen sinde. Jeg har løbet 1500 meter i gymnasietiden, men jeg erindrer, at vi løb rundt om en fodboldbane eller på noget cinders, der støvede så man lignede en kulminearbejder bagefter.
|
|
Hvidovre Stadion er rammen. 12.40 tidspunktet. Forskellen til mit tidligere motions-løbeliv er markant.
Hvor er alle de mange hundrede andre løbere – i alskens påklædning, i alskens løbestilarter og med alskens personlige mål? De var som blæst væk af den milde sommervind.
Tilbage er feltet, syv veltrænede, toptynde mænd med udstråling som racehunde. Vi hilser. Jeg er den mindste og den mest runde. Mit pæne hvide og blå klubtøj kompenserer.
Startpistolen er løbet tør for batteri. De syv bejlere til DM-titlen står et par minutter og skraber løbesko mod stadionunderlag, indtil starteren får sendt os af sted.
Under 20:00
Udgangsfarten er rå. Første 400 meter på 1:28. Det her er race, ikke motionsløb. Mit mål er at komme under 20.00 minutter for 5 kilometer og ikke blive sidst.
Lægger mig næstsidst fra starten. Top tre trækker fra på de første omgange. En af dem bliver Danmarksmester. I mit eget univers er vi tre tilbage, der kæmper om 5., 6., og 7. Pladsen. SNIK, mig, Køge.
Hvor er alle de mange hundrede andre løbere – i alskens påklædning, i alskens løbestilarter og med alskens personlige mål? De var som blæst væk af den milde sommervind.
Tilbage er feltet, syv veltrænede, toptynde mænd med udstråling som racehunde. Vi hilser. Jeg er den mindste og den mest runde. Mit pæne hvide og blå klubtøj kompenserer.
Startpistolen er løbet tør for batteri. De syv bejlere til DM-titlen står et par minutter og skraber løbesko mod stadionunderlag, indtil starteren får sendt os af sted.
Under 20:00
Udgangsfarten er rå. Første 400 meter på 1:28. Det her er race, ikke motionsløb. Mit mål er at komme under 20.00 minutter for 5 kilometer og ikke blive sidst.
Lægger mig næstsidst fra starten. Top tre trækker fra på de første omgange. En af dem bliver Danmarksmester. I mit eget univers er vi tre tilbage, der kæmper om 5., 6., og 7. Pladsen. SNIK, mig, Køge.
|
|
SNIK bruger mig som fartholder. Helt OK. Jeg haler ind på Køge. På 8. omgang overhaler vi Køge. Ved målet tæller de ned: 4. omgange tilbage. 23 grader varmt. SNIK og jeg holder farten og hinanden ved selskab.
En kilometer før mål rykker SNIK. ”Uimodståeligt” ville det hedde i sportsreportage. Jeg kan ikke følge. Ingen krise, holder bare tempo uden at forcere. Opdager at mine klubkammerater rundt om på stadion er en kæmperessource. De kender mig ikke, men hjælper på en meget konkret måde. De kender min målsætning for løbet. ”Du har 7 sekunder at give af …”.
Glemte Usain Bolt
Baneløb er intenst. En diskoskaster giver et brøl fra sig. En højdespringer river ned. Jeg fortsætter ufortrødent og hører en behagelig lyd, da klokken ringer for sidste omgang. Giver alt, hvad jeg har – og løber i mål en kæmpe oplevelse rigere.
Havde lovet mig selv og min ni-årige søn en Usain Bolt attitude over målstregen. Den glemte jeg. Stod bare og pustede.
Målet blev nået i mere end en forstand. Tiden blev mit fødeår: 19:59. Med 39 hundrededele ovenpå. Det er jo seriøs atletik …
Springet fra motion til klub kræver mod, vilje og lidt tid. For mig har det været udviklende og motiverende. Jeg tror flere og flere vil tage springet. Motionsløbenes megasucces som Danmarks populæreste idræt har klart potentiale til at forny atletikklubberne. Til jer, der tripper ved klubdøren – I kan jo bare prøve!
(Fotos: Magne Egede)
|
|
